På fredag starter skolernes sommerferie og for mange betyder det en tur over Storebælt på vej mod feriedestinationen. Derfor vil trafikken stige betydeligt allerede i weekenden. Ikke bare på Storebæltsbroen, men i hele landet.
Generelt forudser Sund & Bælt øget trafik hen over sommeren, og omkring weekender vil der opstå perioder med tæt trafik og længere rejsetid. De travleste perioder i retning mod Fyn og Jylland vil være på lørdage og søndage mellem kl. 10:00 og kl. 14:00. I retning mod Sjælland er trafikken tættest lørdage og søndage mellem kl. 11:00 og kl. 17:00.
”Vi er mange, der skal krydse Storebælt i ferien, og det kan selvfølgelig mærkes på broen - især lørdag og søndag er store rejsedage. Vi opfordrer derfor til at benytte vores ekspresbaner med en bizz eller nummerpladebetaling, så man kommer hurtigt gennem anlægget. Dog kan de mange ekstra ferietrafikanter betyde, at man i de travle rejseperioder skal være indstillet på ekstra rejsetid over broen”, fortæller Jens Kjær, der er chef for betalingsanlægget på Storebæltsbroen.
Har man endnu ikke en nummerpladebetaling, kan den bestilles helt gratis hos Brobizz.com. Aftalen fungerer allerede efter 20 minutter på Storebæltsbroen.
Derudover er det en god idé at tjekke trafikprognoser og trafiksituationen på Storebaelt.dk, inden man kører afsted på ferie.
Gode råd til turen
-
Tjek, at din nummerpladebetaling eller bizz er aktiv, inden du kører afsted, så du undgår at sidde fast i betalingsanlægget. Det kan du gøre på Brobizz.com.
-
Med nummerpladebetaling eller bizz får du automatisk den bedste pris på turen over broen og med en almindelig personbil sparer du 29 kr. hver vej.
-
Nummerpladeaftalen fungerer allerede efter 20 minutter.
-
Tjek trafikprognoser samt vejr- og trafiksituationen inden afgang på Storebaelt.dk. Vil du holdes opdateret om forholdene på broen, kan du tilmelde dig Storebælts 48-timers SMS-tjeneste ved at sende en SMS med teksten ”BRO INFO” til 1245.
Fakta om Storebæltsbroen
-
Mere end 13 millioner køretøjer krydser Storebælt hvert år – det svarer til ca. 37.000 køretøjer dagligt.
-
Storebæltsbroen er en af verdens længste hængebroer – med et spænd på 1.624 meter.
-
Den samlede længde af hele forbindelsen (bro og tunnel) er cirka 18 km.
-
Broen åbnede for biltrafik i 1998 og har siden sparet danskere for millioner af timer i rejsetid.
-
Den højeste pylon rager 254 meter op – højere end Rundetårn og næsten på højde med Eiffeltårnet uden antenne.
-
Broen overvåges døgnet rundt for sikkerhed og vedligehold.
-
Storebæltsforbindelsen har over en periode på 50 år bidraget med en samlet samfundsøkonomisk gevinst på 379 milliarder kroner