Hvis du havarerer på Storebæltsbroen
Hvis du punkterer, kører tør for brændstof eller din bil på anden måde havarerer på broen, så du ikke kan køre videre, kan du følge disse instruktioner.
Ring 1-1-2, hvis du holder stille på Storebæltsbroen
Holder du stille på Storebæltsbroen, er anbefalingen, at du ringer 112 - også ved mindre uheld. Et mindre uheld kan være alt fra en punktering til et motorstop eller et lille sammenstød.
Hvor alvorligt skal mit problem være, før jeg ringer?
Det er en hjælp for Storebælt og beredskabet, at du ringer til 112 med det samme, så vi kan hjælpe dig, og så vi kan få ryddet vejbaner eller nødspor hurtigt.
Hvad enten du er løbet tør for benzin, et hjul er punkteret, eller der er sket et uheld af anden art, kan du ringe.
Vi vil helst undgå, at biler holder stille på broen længere end højst nødvendigt, og det kan nogle gange tage lang tid inden autohjælp når frem.